Rottweilerens karaktertræk
Rottweileren er en hunderace, som oprindeligt kommer fra den sydtyske by Rottweil i Baden-Württemberg. Racens pels er sort med afgrænsede, rødbrune pletter på både kinder, næseparti, ben, bryst og halsens underside. Selve kroppen er karakteriseret ved sin kraftige bygning, og da tæverne vejer op mod 42 kilo, mens hannerne vejer op mod 50, betegnes rottweileren oftest som en stor hund. Modsat den mest gængse overbevisning er rottweileren en meget venlig hund, og hvis du opdrager den rigtigt, vil den blandt andet egne sig perfekt til socialt samvær med børn.
Hvordan opdrager jeg en rottweiler?
Alle hunde er forskellige, og det samme gælder deres ejere. Når du skal i gang med at opdrage din rottweiler, kan du dog med fordel mindst inkorporere følgende seks råd i din opdragelsesmetode. Så vil du hurtigt kunne både se og mærke resultater og på denne måde optimere jeres omgang med hinanden.
Start roligt ud
Alt efter hvor gammel din rottweiler er, kan det være en god idé at starte stille og roligt ud i forbindelse med jeres opdragelsesrutiner. En hvalp kan typisk ikke koncentrere sig specielt længe ad gangen, og det er vigtigt, at du ikke overbelaster hunden ved at forlange for meget af den for hurtigt.
Vær tålmodig
Selvom det kan være frustrerende, når du forsøger at lære din hund noget, den ikke kan få hold på, må du aldrig miste tålmodigheden, når du opdrager en rottweiler. Rottweileren kan godt have et bidsk temperament, og hvis du udsætter hunden for overflødigt meget på én gang eller råber af den, kan den reagere meget kraftigt. Træn hunden stille og roligt. Tæl til 10, hvis du er ved at blive irriteret. Og husk at belønne din rottweiler, som træningen skrider vellykket fremad.
Signaler hvem der bestemmer
Hunden er menneskets bedste ven. Men i modsætning til vores forhold med andre mennesker, er forholdet mellem et menneske og en hund aldrig helt ligeværdigt. Først og fremmest er mennesket direkte ansvarligt for hunden og for, at hundens basale behov bliver dækket. Derudover er det menneskets opgave at lære hunden at opføre sig ordentligt. Dét gør du bedst ved konsekvent at signalere, at det er dig, der bestemmer. Opdrag hunden til at følge dig, hvor du går, til at tie stille, når du beder den om det og til ikke at stritte imod, når den for eksempel skal i snor. Og husk kun at belønne din rottweiler, når den opfører sig, som den skal og ellers irettesætte al uønsket opførsel.
Øv jer i at gå med snor
Måske går det allerede fremragende med opdragelsen af din rottweiler inden for hjemmets fire rammer. Men som hundeejer slipper du ikke udenom af og til at skulle uden for hjemmet med dit kæledyr, og når I bevæger jer uden for hjemmet, skal hunden naturligvis i snor. Få ting er lige så frustrerende som en hund, der konstant trækker i snoren, og dette undgår du bedst ved for eksempel altid at have godbidder på dig. Når din rottweiler begynder at blive genstridig, bør du lokke den med godbidden, og snart vil hunden lære, at du gerne deler ud af belønninger, så længe den gør, hvad du beder den om.
Sæt grænser
Som nævnt ovenfor er det vigtigt, at du irettesætter din rottweiler, når den opfører sig på en uhensigtsmæssig måde. Men generelt set er det også værd at understrege, at du, når den for eksempel begynder at knurre eller bide, ofte gør klogest i at ignorere hunden. Af og til knurrer og bider en rottweiler hovedsageligt for at få opmærksomhed, og jo mere du ignorerer den, jo mere vil den lære, at den ikke får noget ud af denne opførsel.
Husk det sociale aspekt
De fleste hunde er udpræget sociale væsner. Dét gælder også rottweileren. Selvom en hvalp nogle gange godt kan finde det overvældende at befinde sig blandt fremmede mennesker og indtryk, er det vigtigt, at du ikke lader dette holde jer tilbage. Jo mere rottweileren bliver udsat for forskellige lyde og syn, jo hurtigere vil den lære, at fremmede omgivelser ikke nødvendigvis er farlige. Og jo nemmere vil det blive for dig at have din rottweiler med i offentligheden.
Hundeopdragelse tager tid. Men hvis du væbner dig med tålmodighed, kærlighed og pli, vil du snart opdage, at rottweileren er én af de herligsted hunderacer, der findes. God træning - god opdragelse.